Gå til Forsiden
Marinavejen 6
5300 Kerteminde

mail@kerteminde-kajak.dk
Gå til Forsiden
    




   
Glemt el. Ret pasword
 
Nyhedsspalten
Standerhejsning, bamser og kajakstald

Foråret viste sig fra sin smukkeste side, da sommerhalvåret blev skudt i gang til klubbens standerhejsning.

50 medlemmer mødte op og sammen fik vi sunget klubbens smukke sang, vi fik uddelt trøste- og superbamse og slutteligt sendt flaget til tops med vores flotte logo.

Ved uddelingen af bamserne kunne vi også afsløre, at arbejdet med at få udvidet vores kajakstald med 70 nye pladser, ser endog meget positivt ud.

24 medlemmer deltog efterfølgende i fællesroningen, med Christian som turleder.

21 medlemmer deltog i aftenens fællesspisning.

Modtager af trøstebamsen:
Årets modtager af trøstebamsen har ikke været medlem ret længe i Kerteminde Kajakklub, men derfor kan man sagtens komme gruelig galt afsted.
Under en ellers ganske hyggelig rotur i Kertinge Nor, hvor vedkommende fulgtes med en klubkammerat, eskalerede tingene pludselig, da de nåede til roklubben ved Langebro.
En hidsig strøm vendte op og ned på kajakken og vedkommende måtte en tur i vandet og en tur under Langebro ind i havnebassinet.
I havnebassinet bliver vedkommende hjulpet i kajakken igen og stærkt påvirket af både hændelsen og det kolde vand, søger de over mod roklubben, lige på den anden side af broen.
For at gøre en lang historie kort, så bliver de ved roklubben mødt af en mandsperson, der - trods deres indtrængende bøn om hjælp – stort set smider dem væk. Der sker også andre ting i historien, som er stærkt kritisable, men det har vi vendt og drejet med roklubben og også fået sat et punktum på en usædvanlig trist historie.
Heldigvis var modtageren af trøstebamsen tilstede ved standerhejsningen, og derfor kunne vi give 

Kirsten Margrethe Carstensen 

et velmenende skulderklap fra os alle i form af en trøstebamse, en flaske vin og en pose vingummibamser.

Modtager af superbamsen:
Sidste år brugte vi rigtig lang tid på at finde en løsning med to containere, og det lykkedes efter en absurd proces og efter et langt og sejt træk.
Og umiddelbart efter at problemerne med containerne var løst, gik vi straks i gang med at finde en mere permanent løsning med opbevaringen af vores kajakker.
Det har vist sig også at være et langt og sejt træk, og vi bruger tåbeligt mange timer på at løbe frem og tilbage og holde møder og komme med argumenter osv. osv.
Modtageren af årets Superbamse har været med lige fra starten af både containerne og med kajakstalden. Superbamsemodtageren har en stor indsigt i kommunale finurligheder og faldgruber, og har med en stædig og vedholdende indsats holdt både kajakklubben og de kommunale myndigheder på rette spor.
Herudover har vedkommende udarbejdet professionelle skitseforslag og fundet rigtige gode løsninger, som, hvis det lykkedes at komme igennem med dem, vil gavne både kajakklubben og marinaen.
Derfor fik

Anton Lins
 

et velfortjent skulderklap i form af en Superbamse, en flaske vin og en pose vingummibamser for sit gode arbejde med kajakstalden.

Med venlig hilsen
568, Udmeldt
Oprettet: 07-04-2019 08:28
Udløber : 07-05-2019 23:59
Retur